Man fortryder aldrig en bro. Lyder det ikke godt? Er der overhovedet noget at være i tvivl om, når man kan sætte en sag på plads så kort og klart? Lad os se ordentligt på det:
For det første: Man skal aldrig sige aldrig.
Kategoriske udsagn har det med at være forkerte. Første gang, man alligevel fortryder en bro, vil de fem ord være væk – taget af blæsten. Er det en multimilliardregning og et farvel til ganske meget afsides, værdifuld natur værd at satse på, at en bro måske alligevel ikke er så god en idé?
For det andet: Hvem er ’man’?
I sætningens glade, positive fremskridtsånd er ’man’ helt generaliseret. Det betyder ’alle’. Det kortslutter al fornuft. Her er der ikke noget at betænke sig på. Spørgsmålet er hævet over politik. Det er ikke nødvendigt at overveje sagen, at afveje fordele og ulemper, at tage stilling. At bruge sin fornuft. Det er gjort.
Men ville det glade budskab se lige så overbevisende ud, hvis ikke det var udtrykt med en dobbelt benægtelse? Nej, for så ville det hedde: ”Alle bliver altid glade for en bro”. Fejlene ved dét er hurtigere at indse. Det rummer en fejlslutning: Fordi alle bør blive glade for en bro, så bliver alle glade for en bro.
’Man’ er en stærkt idealistisk omskrivning, der fortæller modstanderne af et projekt, at de i virkeligheden ikke selv ved, hvad der er godt for dem. Men bare rolig, det skal nok komme bagefter.
På én måde er det rigtigt nok, at ’man’ ikke fortryder en bro. Fortryde en beslutning kan nemlig kun den, der har truffet den. Så ’man’ inkluderer kun ’alle’ på det ideelle plan. Reelt ekskluderer ’man’ alle de stemmer, der betænker og betakker sig, uanset grund. Der er kvalitativ forskel på at være for og imod. Og tilhængerne ved bedst.
For det tredje: Man fortryder først, når det er for sent.
De fem smukke ord bliver kun udtalt, mens vi skal prøve at afgøre en sag. Når vi når frem til at fortryde noget, så er det for sent. Så står broen der. Baggrunden for de fem ord er den tid, der er gået fra idé og diskussion til færdig bro. Vi tilpasser os realiteter, sådan er vi. Vi skal videre med vore liv, også selv om vi har mistet nogen eller noget værdifuldt. Og hvem gider også høre på nogen, der stadig er kede af en realitet, der ikke står til at ændre? Fortrydelse er slet ikke en ting i store projekter. Derfor hører ’man’ aldrig om fortrydelse bagefter. Det er ikke interessant.
Alt i alt er de fem ord dejlige og smukke. Besnærende, men ret beset tomme. Og hvis de er tomme, kan de vel ikke være fulde af ideologi? Jo – når noget ser upolitisk ud, så er det tid til at pudse briller. Og de fem ord udtrykker netop en begejstret optimisme og positiv tro på fremskridtet, som vi kender det. En optimisme, der ubekymret undertrykker alle tegn på selvstændig tænkning hos sig selv og andre. Et stort broprojekt er bare godt. Der er ikke noget at betænke sig på.
Men selvfølgelig er der konsekvenser ved store anlægsprojekter. Ellers ville man jo slet ikke begynde at arbejde med dem. Nogle konsekvenser er ønskede og tilsigtede, nogle er ikke. Det er ikke så svært.
De fem smukke ord fokuserer bare ensidigt på de ønskede konsekvenser. De andre – de utilsigtede, de uønskede, de skadelige – dem ignorerer vi med et snuptag.
Find dig ikke i det. Brug din fornuft. Du har fået den til det samme.
