DEBAT NYHEDER POLITIK

Vil politikerne hellere klippe snore end lytte til borgerne?

Borgmester Jacob Bundsgaard har fået hård kritik for sin dobbeltrolle som på en og samme tid borgmester for Aarhus og formand for Aarhus Havn. Kritikken handler især om hans manglende vilje til reelt at inddrage og lytte til borgere i processen om udvidelsen af Aarhus Havn.

Den samme dobbeltrolle spiller Jacob Bundsgaard og en række andre politikere ift. en fast Kattegatforbindelse med motorvej og højhastighedstogbane fra Vestsjælland over Røsnæs, Samsø og gennem Odder og Aarhus kommuner. Politikerne er nemlig medlemmer af lobbyorganisationen ”Kattegatkomitéen”, sammen med repræsentanter fra særligt transport-, bygge- og anlægsindustrien indenfor Dansk Erhverv og Dansk Industri. Komitéen udgør et magtfuldt organ med direkte kontakt ind i regeringskontorerne og toppen af dansk erhvervsliv. Komitéens vision er, at en Kattegatforbindelse skal medvirke til at danne: ”Et sammenhængende Danmark, hvor landets store vækst- og videnscentre kædes sammen til én dansk metropol i europæisk målestok”. Komitéens arbejde finansieres bl.a. af offentlige midler fra regioner og kommuner.

Politikerne repræsenterer ikke borgerne
Men hvor er borgernes stemme i denne sammenhæng? Den udgøres bl.a. af foreningen Kattegatforbindelse – Nej Tak, der hverken har adgang til regeringen eller dansk erhvervsliv. Politikerne repræsenterer ikke borgerne i denne sammenhæng, men fungerer som talerør for de erhvervsinteresser, der knytter sig til Kattegatprojektet. De kan bringe argumenter og lobby helt ind på Christiansborg til bl.a. tidligere medlem af Kattegatkomiteen og nuværende Finansminister Nicolai Wammen. Dansk erhvervs og industris medlemmer indenfor transport-, bygge- og anlægsbranchen har udover stor politisk indflydelse desuden meget store økonomiske interesser i at få realiseret en Kattegatforbindelse. De er populært sagt ”in it for the money”.

Stærkt bekymrende og udemokratisk
Denne sammenblanding af politiske og erhvervsmæssige interesser mener vi er stærkt bekymrende og udemokratisk. For hvilke interesser repræsenterer borgmestrene og regionsrådspolitikerne reelt – borgernes eller erhvervslivets?

Kattegatkomiteens ledende politikere tænker tilsyneladende først og fremmest i økonomi og vækst. Det er det, der gives udtryk for i komiteens vision og formål. Dermed bliver de mange negative konsekvenser ved en Kattegatforbindelse negligeret og bevidst talt ned. F.eks. den massive øgede trængsel i og omkring Aarhus og København, de tusindvis af borgere der vil skulle leve i sundhedsskadelig støj i flere generationer frem i tiden, de enestående smukke landskaber og naturområder, som vil gå tabt for evigt, den enorme klimabelastning i anlægsfasen osv.

Generelt og voksende problem i Danmark
Kattegatkomiteen ønsker reelt ikke borgerinddragelse og borgerindflydelse i processen, men i stedet ønsker man at få en Kattegatforbindelse vedtaget så hurtigt som muligt inden hullet lukkes for denne slags mammutprojekter fra fortiden. Manglen på reel borgerinddragelse og borgerindflydelse lader til at være et generelt og voksende problem i Danmark.

Derfor kæmper vi indædt videre imod en Kattegatforbindelse og samarbejder med andre foreninger og organisationer, der også oplever at enorme anlægsprojekter presses igennem på udemokratisk vis, henover hovedet på borgerne og på bekostning af miljø, natur, biodiversitet og klima m.m.

Meld dig ind i kampen og bliv medlem af Kattegatforbindelsen – Nej Tak

 

Kattegatkomiteens medlemmer (opdateret december 2022):

Borgmestre:

  • Jacob Bundsgaard, Borgmester, Aarhus Kommune (Medlem af formandskabet)
  • Peter Sørensen, Borgmester, Horsens Kommune
  • Michael Ziegler, Borgmester, Høje Taastrup Kommune
  • Martin Damm, Borgmester, Kalundborg Kommune (Medlem af formandskabet)
  • Tina Mandrup, Borgmester, Lejre Kommune
  • Kasper Juncher Bjerregaard, Borgmester, Norddjurs Kommune
  • Tomas Breddam, Borgmester, Roskilde Kommune

KKR (Samarbejde mellem kommunalbestyrelser):

  • Mogens Gade, KKR-næstformand, KKR Nordjylland
  • Torben Hansen KKR-formand, KKR Midtjylland
  • Mikael Smed, KKR-formand, KKR Sjælland

Regioner:

  • Anders G. Christensen, Regionsrådsmedlem, Region Midtjylland
  • Anders Kühnau, Regionsrådsformand, Region Midtjylland (Medlem af formandskabet)
  • Mads Duedahl, Regionsrådsformand, Region Nordjylland (Medlem af formandskabet)
  • Heino Knudsen, Regionsrådsformand, Region Sjælland (Medlem af formandskabet)

Virksomheder:

  • Anders D. Lassen, Kammerherre, Brattingsborg, Samsø
  • Jesper Højte Stenbæk, Fagchef, Dansk Erhverv, Transport og Infrastruktur
  • Jepsen, Public affairs direktør, Danske Fragtmænd Peter
  • Torben Liborius, Chef for Dansk Infrastruktur, DI Byggeri
  • Karsten Lauritzen, Branchedirektør, DI Transport (Medlem af formandskabet)
  • Terje Vammen, Formand, Erhverv Aarhus
  • Thorkild Andersen, Direktør, Frode Laursen
  • Simon Galsgaard, Executive Vice President, DSB Road
  • Henriette Kjær, Chef, ITD Politisk afdeling
  • Charlotte Balslev, Bestyrelsesformand, Kalundborgegnens Erhvervsråd
  • Søren Peter Kjeldahl, Adm. Direktør, Kjeldahl Transport, Samsø
  • Jan Juul Christensen, Kommunikationsdirektør, Københavns Lufthavn
  • Jesper Lund, CEO, Lars Larsen Group
  • Peter Kjær, Direktør, Schouw & Co
  • Michael Holm, Adm. Direktør, Systematic

Øvrige:

  • Michael Svane, Formand for formandskabet, Tidl. branchedirektør for DITransport
  • Bent Hansen, Fhv. regionsrådsformand
  • Jens Kampmann, Æresmedlem, tidligere formand for formandskabet
  • Uffe Jacobsen, Trafikøkonom
  • Henning Salling Olesen, Professor emeritus, RUC

Observatører:

  • Marcel Meijer, Borgmester, Samsø Kommune
  • Lone Jakobi, Borgmester, Odder Kommune

Der er lukket for kommentarer.